31
jul
2015
1
hæklede karklude

Hæklet vaskeklud og karklud

Hæklede karklud og vaskeklude er utrolig populært at hækle for tiden

hæklede karklude

Hæklede karklude

Faktisk læser jeg ofte om andre der hækler på livet løs af disse essentielle klude som vi alle bruger minimum 1 af om dagen. I børnefamilier bruges der oftest endnu flere, fordi børn jo grisser. Selv de hækletosser jeg kender ude i det virkelige liv, hækler ofte karklude.

Hæklede vaskeklude og karklude har jeg egentlig aldrig lavet så meget af før. Faktisk slet ikke. På trods af at jeg hækler alt det jeg kan komme til.

Indtil fornylig.

Det er jeres skyld

Det er faktisk jeres, læseres, skyld at jeg kom igang med vaskeklude. Da jeg havde oversat opskriften på Amigurumi Solen, måtte jeg jo også selv hækle den så jeg kunne give jer nogle fine billeder. Jeg tænkte det var lidt fjollet at købe to nøgler garn bare for at lave den lille sol. Især fordi gul og orange ikke er de farver jeg gør mig særlig meget i. Så jeg spurgte min søde mor, som i øvrigt er lige så hækletosset som mig, om hun havde to små rester i sol-farver.

Fairy Flamé fra Filcolana

Fairy Flamé fra Filcolana

Dét havde hun, men hun så også lige sit snit til at tømme lidt ud i sit lager (sikkert for at få plads til mere, haha!) så jeg fik en masse garn med hjem som hun alligevel aldrig kom til at bruge. Der var en masse fint bomuldsgarn som er lækkert og nemt at hækle i. Men der var også en del garn som hedder Fairy Flamé fra Filcolana.

Det er så blødt og 100% bomuld. Udfordringen ved dette garn, er at det har en ujævn tekstur. Derfor vil en “avanceret” hækleteknik ikke komme til sin ret i dette garn. Det vil simpelthen ikke kunne ses og beundres. Derimod vil både garn og teknik se smukt ud i en simpel teknik.

Derfor vil jeg idag fortælle dig om min egen “opskrift” på karklude eller vaskeklude.

Det er ihvertfald min egen ide til hvordan du får brugt noget af det garn, du gemmer fordi det er smukt men som du ikke helt ved hvad du skal bruge til. (Har vi ikke alle lidt af den slags garn liggende?)


Hæklet karklud og vaskeklud

Karklude er som oftest ca 23×23 cm og vaskeklude er ca 19×19.

Mine egne foretrækker jeg lidt mindre, da jeg mest bruger dem til at vaske ansigtet og tørre beskidte babyfingre. Derfor vil min opskrift ende ud i en vaskeklud i 15×15 cm, alt efter din hæklefasthed. Min hæklefasthed er lidt løs. Vil du have 19×19 eller 23×23, slår hhv 37+1 og 44+1 km op.

Mål efter med et målebånd så du får den længde du ønsker, da min hæklefasthed ikke nødvendigvis ligner din.

Til dette garn, brugte jeg en hæklenål i 4 mm.

Slå 30+1 fastmasker op.

1-20. rk hstgm x 30, 1 km til at vende på.

Når du har hæklet den kvadratisk, kan du afslutte med en fm kant rundt for at skabe en fin aflutning (hækl ikke for stram i denne kant, da du skal kunne vride kluden godt under brug).

Fm-kant: når du har lavet sidste hstgm og 1 km hækler du 2 fm i sidste maske. Derefter hækler du ned langs siden i de huller der er ved hver række, i hvert hjørne hækler du 3 fm for at kreere et skarpt hjørne. Hækle nu resten af vejen rundt. Tilbage ved start hækler du den 3. fm i det hjørne du begyndte i, og afslutter. Klip ender og hæft.

Når du er færdig skal karkluden(e) i en eddikeopløsning som hedder 1 dl til en spand vand. Lad det ligge i et par timer inden du vasker det i vaskemaskinen.

Sådan vil dit hjørne se ud hvis du har gjort det rigtigt

Sådan vil dit hjørne se ud hvis du har gjort det rigtigt

Husk,

Det er smart at vaskeklude og karklude kan vaskes ved 60 grader, så sørg for at dit garn kan klare det!

Grums, Harlekin og Mursten er også godt til karklude

Jeg ser mange hækle smukke karklude i teknikken grums, harlekin og mursten. Disse mønstre egner sig godt til almindeligt bomuldsgarn som er nemt at hækle i. Det laver jeg et nyt indlæg om en dag, når jeg igen tømmer lidt ud i resterne.

1

Leave a Reply